Kvindelig studerende skriver på tavle

For dig, der er lærerstuderende

Brug CFU som studerende

  • Læremidler til brug i din praktik

    Når du skal i praktik, er du velkommen til at låne supplerende materialer med til din undervisning fra vores udlånssamling. Vi har et bredt udvalg af skøn- og faglitterære bøger i klassesæt samt et udvalg af digitale læremidler og konkrete materialer, som må bruges af eleverne i undervisningen. 

    Lån gennem mitCFU

    Log på søgesystemet mitCFU med dit UNI-Login og vælg 'Alle materialer' under 'Søg i samlingerne'. Her kan du gå på opdagelse og også hente pædagogiske vejledninger med ideer og anvendelsesforslag til mange af materialerne. Brug filterfunktionen til at præcisere din søgning.

    Lån foregår gennem praktikskolen

    Lån fra udlånssamlingen foregår gennem din praktikskole, som også hæfter for lånene. Du bestiller læremidlerne gennem din praktiklærer, og vi leverer materialerne gratis til din praktikskole.

    I stedet for at bestille læremidler gennem din praktiklærer, kan du anmode din praktikskole om, at dit UNI-login knyttes til skolen (med rollen ’lærer’) i den periode, hvor du er i praktik. Så har du mulighed for at låne/booke materialer i vores udlånsafdeling, og du vil kunne udlåne e-bøger og tv-udsendelser til eleverne i de klasser, du skal have i praktikken.

    Sparring med CFU's konsulenter

    Du er sammen med nogle af dine medstuderende også velkomne til at få en snak om læremidler til din praktikperiode med en af de pædagogiske fagkonsulenter. Ring eller mail og lav en aftale - gerne i god tid. 
  • Læremidler til din egen inspiration

    I vores informationssamlinger kan du låne læremidler til din egen faglige inspiration og forberedelse. 

    Vi har eksemplarer af stort set alle relevante dansk udgivne læremidler til primært grundskolen - både lærebogssystemer og supplerende materialer. Vi har også udenlandske læremidler og en del pædagogisk, didaktisk litteratur i samlingerne. Du kan låne enkelteksemplarer af afdelingens titler hjem til inspiration. Du hæfter selv for dine lån.  

    Du bestiller materialerne hjem gennem søgesystemet mitCFU, som du logger på med dit UNI-Login. Vi leverer materialerne gratis til din uddannelsesinstitution.

    Du er også velkommen til at kigge og låne direkte fra VIA CFU's informationssamlinger, der ligger i Herning på A. I Holms Vej 97 og i Aarhus på Ceresbyen 24 - lige under Læreruddannelsen på Campus Aarhus C. Samlingerne er åbne for alle, så kom og besøg os og tag gerne nogle medstuderende med. Book eventuelt et møde med en fagkonsulent, inden I kommer – gerne i god tid.

  • Streaming af film og tv 

    CFU har en unik og veludbygget film og tv-service. Vi har mere end 30.000 undervisningsegnede tv-udsendelser samt en del kort- og dokumentarfilm, som lærere kan streame direkte ind i klassen eller bruge i forberedelsen. 

    Som lærerstuderende kan du langt hen ad vejen også gøre brug af film- og tv-tilbuddet og den gode streamingsmulighed. 


    Tv-udsendelser

    Når du er på en VIA-adresse

    Når du befinder dig på en af VIAs adresser, kan du se alle de tv-udsendelser, som CFU har i samlingen. Du logger på søgesystemet mitCFU med dit UNI-Login og søger på en titel eller et emne under 'Film og tv' under menupunktet 'Søg i samlingerne'. Her har du adgang til at starte enhver tv-udsendelse. Du kan bruge filteret til at præcisere din søgning.

    Når du er uden for VIA

    Som studerende kan du pt. ikke streame uden for en VIA-lokalitet. Hvis du vil se en tv-udsendelse et andet sted, skal en af dine undervisere låne udsendelsen til dig.
    En tv-udsendelse udlånes ved at booke den i søgesystemet mitCFU

    Spillefilm

    Lærere kan streame en række spillefilm fra Nordisk Film hos CFU - hvis deres institution har de nødvendige abonnementer. VIA har ikke abonnement på spillefilm, så pt. kan du som studerende hos VIA ikke streame spillefilm. 

    En del af vores spillefilm kan dog også bookes på almindeligvis - ligesom når man booker bogligt materiale. Du kan derfor booke en spillefilm gennem din praktiklærer eller -skole, og vi sender så filmen på en dvd direkte til praktikskolen.

    Læs mere om CFU's film og tv-service

  • Faglige og pædagogiske kurser

    Vi udbyder en bred vifte af inspirerende og praksisnære kurser. Du kan som studerende deltage i CFU’s kurser og temadage på helt almindelige vilkår. Se de aktuelle kurser og læs mere under menupunktet Kurser.

  • Låneregler

    Du er meget velkommen til at låne materialer på CFU.
    Du kan låne pædagogisk og didaktisk litteratur til din egen orientering og inspiration i vores informationssamlinger, som ligger i Aarhus og i Herning. Du kan også låne læremidler hjem til din praktik til brug i undervisningen sammen med eleverne. Disse materialer leveres fra vores udlånssamling i Viborg.

    Regler for lån i informationssamlingen

    • Lånetid: 3 uger
    • Låneradgang: Dit UNI-Login
    • Du hæfter selv for lånte materialer
    • Levering sker til læreruddannelsens bibliotek 

    Regler for lån i udlånssamlingen

    • Lånetid: Bøger 6 uger, materialesæt 4 uger og spillefilm 2 uger
    • Lån til undervisningsbrug: Din praktiklærers login - eller et lånelogin fra praktikskolen
    • Levering sker til praktikskolen
    • Praktikskolen hæfter for de lånte materialer

    Hjemkaldelser 

    • Første hjemkaldelse udskrives tre arbejdsdage efter lånets afleveringsdato. 
    • Anden hjemkaldelse udskrives otte arbejdsdage efter lånets afleveringsdato og koster 150 kr. 
    • Erstatning af materiale: Bliver materialet ikke afleveret efter første og anden hjemkaldelse, udskrives en regning på materialets pris. 
    • Vi udskriver regninger to gange årligt og pålægger en administrationsafgift på 150 kr., der ikke kan refunderes. Dukker materialet op på et senere tidspunkt, kan materialeprisen refunderes. Administrationsafgift på 150 kr. pålægges hver kreditnota. NB: Bestil mindst 3 hverdage inden institutionens ugentlige leveringsdag.