Podcast i danskfaget

Podcast understøtter mange elementer i danskundervisningen. Siden her er et forsøg på at at samle et overblik over de mange forskellige vinkler på de moderne lydfortællinger

Podcast - eller lydfortællinger, er ikke et nyt fænomen, og så alligevel. Der er sket så meget på den tekniske front i de senere år, at mængden og tilgængeligheden af podcast er steget eksplosivt. Det er naturligvis afgørende, at eleverne nemt kan komme til materialet, og når der samtidig produceres store mængder af kvalitetespodcast, som på mange måder passer godt til dansk i udskolingen, er det oplagt at se nærmere på dette fænomen. 

At lytte og producere

At arbejde med podcast har, som så meget andet i danskfaget, to sider. Den ene handler om at konsumere, i dette tilfælde lytte, og dermed også analysere og fortolke - det skulle gerne lede til at eleverne får øjnene op for en verden af gode historier og information. Den anden side handler om at producere. I produktionsdelen ligger der flere elementer - det handler om at skabe forståelse for en medieform, ved selv at have det i hænderne, og ikke mindst handler det om at skabe et kreativt rum for eleverne, de kan skabe fortællinger og får øjenene op for et medie, hvor man kan blive hørt.

10 fordele ved podcast i undervisningen

  1. Tilgængelighed - Det er teknisk nemt at bruge podcast i skolen. De kan tilgås på alle platforme og ofte vil eleverne blot bruge deres telefon.
  2. Store mængder - Eleverne kan typisk overskue større mængder materialer, når der skal lyttes, end hvis det skal læses eller ses på film. Lektien kan laves på cyklen eller i bussen, hvilket gør det mere overskueligt at få lavet.
  3. Aktiv lytning - Eleverne trænes i at lytte aktivt, hvilket kan være en vigtig kompetence i mange henseender.
  4. Inklusion - Når teksten lyttes siddestilles den ordblinde med den læsestærke. Også i produktionsdelen er eleverne mere ligestillet og elever som tidligere kunne have svært ved at komme ud med deres historie, kan nu slippe fri af de begrænsninger, de kunne opleve ved skrivningen.
  5. Fantasi - Når der lyttes skabes billederne i hovedet (ligesom ved læsning), dermed bliver historierne lytterens egen i fantasien.
  6. Mundtlighed - Når eleverne selv producerer podcast, trænes mundtligheden intensivt. Eleven lytter til sig selv igen og igen, hvilket kan gavne ved f.eks. fremlæggelser.
  7. En verden åbnes - Ved at vise eleverne det store univers at podcast, kan man håbe på, at eleverne efterfølgende selv opsøger viden og gode historier i denne verden.
  8. Prøverne - En podcast er rigtig god (både fagligt og praktisk) i forbindelse med prøverne i 9. og 10. klasse - Læs mere længere nede
  9. Kreativt producerende - Der er mange spændende muligheder for at producere podcast på en sjov og kreativ måde. Både i forhold til selve historien og i forhold til at bygge et lydunivers op omkring historien. (Se mere længere nede under produktion af podcast)
  10. Deling - Produktionerne er forholdsvis lette at dele ud i verden til et autentisk publikum. Det kan være helt offentligt, eller det kan være til forældre, venskabsklasser, yngre elever på skolen o.s.v.

Materialer

Hos VIA CFU kan du booke et klassesæt af elevmaterialet "Lydfortællinger" af Trine May. Et didaktisk materiale, hvor eleven kommer grundigt igennem analyse og fortolkning af podcast fra "Third Ear" og som også lægger op til elevproduktion af egne podcast.

Som tv-streaming på mitCFU.dk kan du finde dokumentaren "En fremmed flytter ind", som er en filmatisering af podcasten "I et forhold med" - også af "Third Ear"

Også som tv-streaming kan du se kulturmagasinet Gejst om forskellige typer af podcasts, hvordan podcast er opstået og hvordan arbejdet med podcast foregår. Hertil kan du finde kaptelsæt med arbejdsspørgsmål til forskellige nedslag til udsendelsen.

Find alle materialerne til podcast her

Podcast om podcast i undervisningen

Lyt til podcasten META - en podcast om podcast. Dette afsnit handler om podcast i undervisningen - Mikkel Aslak, pædagogisk konsulent ved VIA CFU (og redaktør på denne side), er gæst hos Anders Guldberg og Søren Hugger Møller.

Find episoden her

Er du mere generel nysgerrig på podcast-universet, kan du søge de andre META podcast frem, og prøv også P1 serien "P1 podcaster", hvor Susanna Sommer har lavet en serie som går bag om podcast. Find serien her. I serien er der særligt et program (På skolebænken fra 2016) om podcast-workshop for en 8. kl. - find den her.

Der er også amerikanske erfaringer med podcast i undervisningen. Lyt til "The power of edtech in education" fra House of Edtech

Podcast i danskfaget

  • Gode podcast til danskundervisningen

    Forslag til podcast, som er værd at bruge i danskundervisningen

    Der er mange podcast og det kan være svært at finde rundt og få overblik i bibliotekerne. Her er et bud på en række podcast, som passer til elever i udskolingen og som har et højt niveau i både produktion og indhold. Den bedste måde at finde de forskellige podcast på, er at gå ind i din podcast-app og søge på titlen. Derudover findes de også på levenrandørens hjemmeside. 

    Third Ear

    Third Ear er både pionererne og guldet, når det kommer til gennemarbejdede og velproducerede fortællinger. Deres historier er i true crime genren, hvilket vil sige, at det er historier fra det virkelige liv om store og små begivenheder, som alle har det tilfælles, at der er blevet begået noget kriminelt. Rigtig mange af fortællingerne kan bruges, men her er listen over de umiddelbart mest oplagte. Hele biblioteket kan findes her på deres hjemmeside

    • Kvinden med den tunge kuffert - Serie på 8 afsnit - Om kvinden som fusker og lyver sig igennem Danmark - uv. materiale i "Lydfortællinger"
    • Drengen på knallerten - En stor dreng på en 4 gears Yamaha har taget en beslutning og er på vej til at gøre noget, der vil sende hans liv i en ganske særlig retning - krimiserien om en af Danmarkshistoriens mest mærkværdige kriminalsager blandt midtfirsernes ruskindsjakker, skulderpuder, pink læbestift og store, klodsede datamater
    • I et forhold med - En kærlighedshistorie med et tvist, som du bliver nødt til at lytte til fra ende til anden for at forstå, hvad den egentlig handler om - uv. materiale i "Lydfortællinger".
    • Ringbindsattentatet - Krimiserie om en af Danmarkshistoriens mest mærkværdige kriminalsager blandt midtfirsernes ruskindsjakker, skulderpuder, pink læbestift og store, klodsede datamater - uv. materiale i "Lydfortællinger".
    • Rieber-Holm sagen - Omen mand ved navn Noa Jason Kastrup, eller måske hedder han Casper Klaus Von Kaufman eller er det Zasper Rubinstein - uv. materiale i "Lydfortællinger".
      Farfars to liv - Der er hemmeligheder i alle familier. Der er bare nogle, der er bedre til at holde på dem end andre - uv. materiale i "Lydfortællinger".

    DR

    Danmarks Radio har naturligvis også en lang række podcast og tidligere radioudsendelser (er der forskel?), som er egnede til danskundervisningen. Et hav af dokumentarer, fiktionsfortællinger og aktuelle programmer med viden indenfor alle mulige felter. Brug hjemmesiden og søgefeltet og gå selv på opdagelse. Her er et lille udpluk af mulighederne.

    • Klitspring - Om en gruppe unge københavnere, som er på koloni ved Vesterhavet. Langt fra mor og far, men tæt på klitter, kinddans og hjemve - uv. materiale i "Lydfortællinger"
    • Til fest med en morder - I flere uger har P3-journalist Kåre Bjerglund forsøgt at få et interview med Danmarks ukronede festdronning. Hun er en levende legende i det danske natteliv og en usædvanlig smuk og forførende ung kvinde, der altid er klar på at give den fuld gas. Men mødet med den mystiske kvinde bliver langt fra, hvad Kåre havde forestillet sig, og pludselig er han hvirvlet ind et mysterium, der blandt andet omhandler et tragisk dødsfald. 
    • Den første fest - Behrouz er 15 år, klar til livet og kærligheden og til at drikke sig fuld for første gang. Alt forberedes grundigt. Udstyret er i orden. Tøjet sidder perfekt, håret sidder, som det skal, han har det han skal drikke. Det hele flasker sig, i hvert fald til en start. 
    • 2GoBog - Smilla, Gadafi, Ida, Asbjørn og Vera er værter på DR´s nye podcast om bøger for unge. De fem har sammen valgt, hvad hver episode i podcast-serien skal handle om. 

    Radio 24syv

    Radio 24syv har også et kæmpe bibliotek af gode podcast, som kan bruges i udskolingen. De er især stærke på gode dokumentarer eller mockumentary, hvor genrene blander sig. Der er naturligvis også meget aktualitet at hente. På Radio 24syv, skal man være opmærksom på, at værterne ofte har en stærk holdning og agenda. Der bliver altså gjort en dyd ud af, at visse udsendelser er subjektive.

    • Dødsruten - En radiodokumentar om daliglivet i Tingbjerg, en belastet bydel i udkanten af København. 
    • På sporet af en svindler - En mand stikker af fra regningen fra en tatovør på Vesterbro i København. Samtidig forsvinder 3500 kroner i kontanter. Tatovør, Casper Milo undersøger hvem kunden er, og straks efter begynder historierne om en mærkelig mand, Mads Andersen kalder hans sig, at vælte frem. Et større persongalleri kan berette om falsk identitet, forførelse og bedrageri. 
    • Kundbypigen - På Sydskolen i Fårevejle er de store klasser samlet til årets gallafest. Drengene i jakkesæt, pigerne med make-up og kjoler. Et andet sted i Vestsjælland sidder en tidligere elev. En 15-årig pige, som fire dage senere blev anholdt. Sigtet for at planlægge et terrorangreb mod sin gamle skole. 


    Politikken

    Politikken er også gået stort ind i podcast-produktionen. Der er masser aktualitet - ikke mindst i form af en kort daglig podcast på 20 - 30 min. om et aktuelt emne. Derudover er der masser af gode dokumentarserier. Her er der samlet et par stykker.

    • Alt er nu - 'Alt er nu' handler om det unge kærestepar Stine og Titan, der har store planer for fremtiden, da Stine får en ildevarslende besked.
      Mads Fisker & Mads Fisker - Vanessa blev i sommer droppet af sin kæreste, Mads Fisker, kort før en fælles rejse til Bolivia. Billetten til Bolivia kunne ikke refunderes. Så i stedet fandt hun på Facebook en anden, helt ukendt fyr, der også hed Mads Fisker, og inviterede så ham med på rejse. 


    Radiodrama

    Radiodrama er et radioteater, som arbejder med lyd i alle mulige afskygninger. De har også udgivet bog "Lyd", som fokus på podacast i undervisningen. På deres hjemmeside kan du se hvilke podcast de anbefaler til undervisningen og finde undervisningsmaterialer.

    Gå til radiodrama.dk her


     Har du andre gode forslag til specifikke podcast til dansk i udskolingen, må du meget gerne lave et opslag på denne padlet - til fælles gavn for alle. 

  • Elevproduktion af podcast

    Når man nu har hørt og arbejdet med podcast som den lyttende part i undervisningen, er det naturlige næste skridt, at få eleverne til at lave deres egne podcast.

    At producere podcast i undervisningen giver mange spændende muligheder i forskellige sammenhænge. I afsnittet om "Forslag til aktiviteter" er der bud på forskellige sammenhænge podcast-produktionen kan sættet ind i. Dette afsnit handler om hvordan man praktisk og teknisk kan gå i gang med at producere podcast.

    Når der skal produceres podcast i skolen skal der som altid først og fremmest være styr på forberedelsen. Genre, målgruppe, hvor skal det udgives o.s.v. Når alt det er på plads, skal eleverne igang med selve produktionen. Herunder gennemgår jeg et par udvalgte programmer til computer og iPad. Dernæst lidt noter og forslag til udstyr. Jeg vil anbefale at se på Anja Emilie Madsens blog; Coolitconsult, hvor du bl.a. kan finde skabeloner i pdf til planlægningen.

    Programmer

    • Soundation - Hvis du er på en skole med afgang til Skoletube, er det oplagte valg Soundation. Med Soundation kan du arbejde med mange lydniveauer, effektlyde o.s.v. Det gode ved at vælge et skoletubeværktøj er også, at der ligger videovejledninger til både elever og lærere, så det ikke er det der stopper processen. Husk at gå til Soundation via Skoletube.dk
    • Audacity - Har du ikke adgang til skoletube er der heldigvis et rigtig godt alternativ, som er open souce, og derfor ikke konflikter med GDPR. I Audiacity kan du ligesom med Soundation arbejde med lydene i flere lag, og dermed skabe et lydunivers.

    Apps 

    • GarageBand er det oplagte valg på iPad. Et program designet til at lave musik, men fungerer også godt til podcastproduktion. 
    • Memoer - er en god lydoptager til iPad/iiPhone og der findes også en der modsvare den til Android. Der er dog meget begrænset redigeringsmuligheder, og slet ingen i forhold til at arbejde i lag.
    • Skoletube - Skoletubes app, har en indbygget diktafon, som lægger lydklippene direkte ind i "Mine medier" og kan derfra hentes over i f.eks. Soundation.
      Anchor - Anchor kræver login, og er derfor ikke umiddelbart til eleveproduktioner, men hvis du som lærer vil prøve kræfter med at selv at producere. Det er en "alt i en" løsning, hvor du simpelt kan optage din fortælling, indsætte musik fra biblioteket og udgive podcasten direkte.

    Udstyr

    Når man snakker udstyr er det først og fremmest mikrofiner det handler om. Mikrofoner gør en stor forskel, når der skal speakes eller optages lydeffekter. Som udgangspunkt er hvilken som mikrofon bedre end ingen mikrofon. I mangel af bedre, er de små mikrofoner å et headset udmærkede. Skal man gøre det lidt bedre, er der gode knaphulsmikrofoner fra ca. 600 kr. Du kan se meget mere om handle ind hos f.eks. podconsult.dk 

    Lyde og musik

    En stor del af at lave podcast, kan være at arbejde med lyde og musik, som en del af lydfortællingen. Det er både sjovt og tankevækkende, hvad man kan med nogle få lyde og lidt stemningsmusik. Her skal der bl.a. være opmærksomhed på oprettighedsloven. Brug kun lyde og musik, som der er er rettigheder til. Henvis f.eks. til freesound.org

    Men udnyt også, at man kan lave mange lyde selv. Få eleverne til at smække med døre, plaske med vand, gå på grus, slå i en flæskesteg og hvad der ellers kan blive brug for af lyde til fortællingen. Her e der virkelig mulighed for at kreativiteten i spil.

     

     

     

     

  • Forslag til aktiviteter

    Der er mange veje at gå, når man kaster sig ud i podcast-universet. Her er nogle bud.

    A la Third Ear - Den oplagte vej at gå, er at lade sig inspirere af de store, og lave noget i stil med Third Ear. At tage en virkelig historie og lave den med fiktionens virkemidler. Det giver også mulighed for at inddrage interviews og et hav af lydkulisser. Det kan f.eks. være en lokal historie, som foldes ud, eller en artikel fra en avis, som eleverne kan skabe deres fortælling omkring.

    En novelle på lyd er også en mulighed. At tage fortællingen fra novellegenren og sætte speak og lydeffekter på. Her er vi lidt mere ovre i en lydbogsgenre, hvilket lægger mere fokus på historien. Det kan sætte gang i fantasien, og med lydbilleder, kan eleverne skabe vilde aktionscener (med skud og eksplosioner), snakke med aliens (med filter på lyden), store taler (med ekko) o.s.v. Gysergenren vil også være yderst egnet til dette format.

    Boganmeldelse er et oplagt format. Eller en filmanmeldelse for den sags skyld. I den sammenhæng, er det en god idé at høre DR's 2GoBog, hvor unge fortæller om bøger med forskellige temaer. Læs mere her.

    En geografisk bestemt fortælling - Forestil dig en historie, som er fastlagt til et bestemt sted. Hvor lytteren skal bevæge sig med historien og via historien blive guidet gennem et område. Her er der flere genre man kan arbejde med. Det kan være den konkrete, hvor eleverne fortæller om hvad der er på stedet. Er det et sted med en historie, kan det være i samarbejde med historiefaget, at man laver en slags historisk guide i nærområdet. 

    Forestil dig også en fiktiv historie, som er knyttet til det geografiske område den foregår i. Fortælleren tager lytteren med rundt i området imens fortællingen kører. Dermed kan omgivelserne indrages - man kan f.eks. få lytteren til at kigge i en bestemt retning, skrive en besked på en post-it eller lignende. Et format, som kun kan lade sig gøre med podcast. Det kan f.eks. være at 8. kl. laver geografiske historier til 6. kl.

    Fagligt indhold - Indholdet kan også være af mere fagspecifikt indhold. Det kan f.eks. være en personkarakteristik, en miljøbeskrivelse eller lignende. Podcasten kan så være en del af et produkt, hvor man på den måde også har fokus på mundtligheden.

     

  • Podcast i.f.m. prøverne

    Hvordan er det lige podcast kan fungere i forhold til prøverne? 

    Podcast er det nye sort til FP9 og FP10, den mundtlige prøve. Eleverne skal i undervisningen (med henblik på opgivelserne) og til den mundtlige prøve undersøge og analysere det narrative forløb og modalitetens virkemidler, her støtter egne fremstillinger dybdeforståelsen for genren. Nogle lydfortællinger er tæt på sagstoffet, andre er fiktive, mens nogle gør brug af fiktive virkemidler i oplevelser hentet direkte fra virkeligheden. Derfor er podcast nævnt som eksempel både under 'fiktion - æstetiske tekster' og 'ikke-fiktion - multimodale tekster' i gældende prøvevejledning (august 2018).

    Desuden er der den praktiske fordel, at podcast er nemme at søge frem og komme til for både elever, lærere og censor.