Ofte stillede spørgsmål og svar

Her på siden finder du svar på en række af de spørgsmål, som vi oftest møder. Finder du ikke, hvad du har behov for, så tøv ikke med at kontakte os.

Få svar på dine spørgsmål om

  • Hvordan bestiller og låner jeg materialer?

    Du skal være oprettet som låner med et UNI-login, som du bruger, når du logger ind på materialeplatformen mitCFU. Her er alle CFU’s materialer samlet.

    Vælg under SØG I SAMLINGERNE, om du vil søge blandt alle CFU’s materialer eller kun blandt de materialer, du kan bruge i din undervisning med eleverne. Du kan søge på ord, som indgår i titel eller beskrivelse, ved at klikke på Søg direkte efter indtastning, eller du kan søge på emneord, titel, forfatter eller DK5-kode ved at vælge fra listen efter indtastning.

    Det kan være en fordel at sætte et flueben ved Vis ikke poster fra Materialeplatformen - på den måde får du udelukkende vist de titler, du kan låne gennem CFU. Du kan også begrænse dine søgeresultater med et flueben i Vis ikke film- og tv-poster eller ved brug af Filter.

    Hvis du vil låne bøger eller andre fysiske materialer, fx materialesæt, klikker du på Book nu til din undervisning. Dernæst vælger du skoleår, antal undervisningsdage og taster det antal eksemplarer, du ønsker. Klik så på Søg efter ledige perioder, vælg den periode, der passer dig bedst, og klik på Book. Vælg evt. minimumsantal, og klik på Opret booking.

    Se nedenfor, hvis du vil låne film, tv eller e-bøger.

    Få mere hjælp til brug af mitCFU.


    Jeg kan ikke finde ud af at booke - kan I gøre det for mig?

    Nej, desværre kan systemet ikke håndtere, at en anden booker for dig, men vi vil gerne guide dig i processen. Hvis du ringer til os, eller kommer på besøg på CFU i Aarhus eller Herning, kan vi hjælpe dig.

    Kontakt os, hvis det driller.


    Hvad er forskellen på lån fra udlånssamlingen og lån fra informationssamlingen?

    CFU's materialer, som må bruges sammen med elever i undervisningen, er placeret i udlånssamlingen. Disse materialer bookes til brug i en specifik periode og bliver bragt til din skole med CFU’s kørselsordning.

    Materialer, som kun må anvendes af lærere til orientering og inspiration, er placeret i informationssamlingen. Disse materialer skal som noget nyt fra foråret 2021 også bookes til et specifikt tidspunkt og bliver sendt til skolen - ligesom materialerne til eleverne.


    Kan jeg forlænge lånetiden for de materialer, jeg har i øjeblikket?

    Ja, det kan du under ’Mine materialer’ på mitCFU. Her markerer du det materiale, der skal fornyes, klikker på Forny lån, hvorefter de mulige perioder vises.

    Gå til Mine materialer via genvejen mitcfu.dk/mm

    Kontakt os, hvis det driller


    Hvor kan jeg få overblik over mine bookinger og lån?

    Det kan du under ’Mine materialer’ på mitCFU. Her er en oversigt over alle dine lån og bookinger.

    Gå via genvejen mitcfu.dk/mm


    Kan skolen få overblik over de lån og bookinger, som skolens lærere har hos CFU?

    Skolens leder kan udpege en kontaktperson på skolen, som derefter vil kunne se alle skolens mellemværender.

    Gå til 'Mine materialer' på mitcfu.dk/mm, og sæt flueben i ’Vis institutionens bookinger og lån’.


    Kan man ændre den e-mailadresse, som CFU sender mail til?

    Den personlige mailadresse, som du opgiver til CFU, skal være den adresse, du bruger på din skole. Den kan du selv ændre:

    Skift mailadressen til CFU

  • Hvornår afhenter CFU de materialer, som jeg er færdig med at bruge?

    CFU besøger alle større skoler hver uge og tager de materialer med, som er placeret der, hvor skiltet ’Retur til CFU’ hænger.

    Skoler, der ikke besøges hver uge, skal selv bestille afhentning ved at logge ind på mitCFU og klikke på lastbil-ikonet 'Bestil afhentning' fra informationssiden (klik på mitCFU-logoet i venstre top, hvis ikke du står på informationssiden). Bestillingen skal foretages senest kl. 12 arbejdsdagen før køredagen.

    Se din skoles køredag under på mitCFU under ’Funktioner’ og ’Min institution’

    Læs mere om lån og levering.


    Kan jeg selv afhente de materialer, som jeg har booket?

    Du kan ikke selv afhente materialer fra udlånssamlingen eller informationssamlingen, da de befinder sig på vores lagre i Viborg og Herning og derfra bliver leveret til skolen med CFU’s kørselsordning.


    Jeg er blevet ansat på en ny skole. Kan jeg få leveret de materialer, jeg bookede på min forrige arbejdsplads, på min nye skole?

    Nej, det kan du desværre ikke, men det er vigtigt, at du tager stilling til, om dine bookinger skal overdrages til en anden kollega på skolen eller annulleres. Dette kan du gøre under ’Mine materialer’. Her vælger du ’Booking’ og ’Selvbetjening’ og kan så enten annullere din booking eller overdrage den til en anden lærer på din gamle skole. - Og materialer til din nye arbejdsplads er du så nødt til at booke igen ...

  • Hvordan bliver jeg oprettet som låner hos CFU?

    Alle lærere, som har et UNI-login, og som er på en skole i VIA CFU’s dækningsområde, Region Midtjylland, kan blive lånere på VIA CFU. Du bliver automatisk oprettet, når du logger på mitCFU. Når du er blevet oprettet, angiver du den mailadresse, som du vil anvende til mails fra os.


    Mit UNI-login virker ikke - hvad gør jeg?

    Du skal kontakte din lokale UNI-login/SkoleKom-administrator. Din skoleleder ved, hvem det er.


    Min skole har ikke UNI-login - kan jeg låne hos jer alligevel?

    Nej, desværre ikke. CFU betjener kun lærere på institutioner, der findes i Undervisningsministeriets Institutionsregister. Alle disse institutioner kan gratis få oprettet UNI-login.


    Jeg skal efter sommerferien arbejde på en ny skole. Kan jeg blive oprettet som låner på den nye skole, så jeg kan gå i gang med at booke materialer til det kommende skoleår?

    Ja, det kan du godt. Du skal bede UNI-login-administratoren på din nye skole om at knytte dit login til skolen, så du kan logge på mitCFU.


    Jeg har skiftet skole, men er fortsat registreret som låner på min gamle skole. Hvad gør jeg?

    Du skal selv sørge for at blive slettet som UNI-login-bruger på din gamle skole. Det gør du ved at henvende dig til din gamle skoles UNI-login-administrator. Din skoleleder ved, hvem det er. Når du er blevet slettet, klarer mitCFU resten automatisk.

  • Hvad skal der til for, at jeg kan se tv og spillefilm fra CFU med mine elever?

    Hvis din skole har tegnet et CFU Film & TV-abonnement og har indgået en spillefilmsaftale med Copydan AVU-medier, kan du streame alle vores tv-udsendelser og spillefilm. Du streamer udsendelser og film direkte fra din enhed.

    Der er fire forskellige abonnementstyper:

    • CFU Film og TV-abonnementet er grundlaget for at bestille tv-udsendelser og spillefilm hos CFU. Abonnementet koster kr. 5 pr. elev, dog minimum kr. 1.000 pr. institution.
    • AVU Spillefilm-abonnementet giver adgang til spillefilm.
    • AVU Basis-abonnementet giver adgang til tv-udsendelser fra DR1, DR2 og TV2.
    • AVU Plus-abonnementet giver adgang til tv-udsendelser fra bl.a. DR1, DR2, DR Ramasjang, TV2, dk4, TV3, NRK, SVT1, SVT, 2ARD, ZDF, BBC World, BBC Brit, BBC Earth, 3Sat og Discovery.

    Læs mere og meld jer til abonnementet (pdf)

    Læs mere om aftaler hos Copydan AVU-medier


    Kan mine elever selv se film og tv fra CFU?

    Ja, du kan tildele en film eller en tv-udsendelse til en hel klasse, et hold eller til udpegede enkeltelever, så de selv kan se den i fx grupper på skolen eller derhjemme.

    • Spillefilm kan tildeles i tre dage til en klasse eller et hold og i fem dage til enkeltelever.
    • Tv-udsendelser kan tildeles i op til 14 dage til en klasse eller et hold og op til 35 dage til enkeltelever.

    Du kan ikke forlænge lånet af tv-udsendelser og spillefilm, men du kan altid låne dem i en ny periode, hvis perioden ikke er lang nok.

    Bliv guidet - foldere og videovejledninger 

    Kontakt os, hvis det driller


    Kan man lave kapitler i spillefilm og tv-udsendelser fra CFU?

    Ja, og på CFU har vi udarbejdet en lang række kapitelsæt, som du kan bruge. Men du kan også lave dine egne kapitler, som du kan gemme og evt. også tildele til dine elever, hvis der fx er bestemte dele af filmen eller udsendelsen, de skal se.

    Se en kort videovejledning

    Kontakt os, hvis det driller


    Hvad koster film og tv hos CFU?

    Streaming er gratis, men forudsætter, at din skole har de abonnementer, som udsendelsen eller filmen er omfattet af.

    Læs mere og meld jer til CFU Film og tv-abonnementet (pdf)

    Læs mere om aftaler hos Copydan AVU-medier


    Hvordan streamer jeg en tv-udsendelse i mitCFU?

    Du klikker på menupunktet 'Søg i samlingerne' og vælger derefter 'TV'. Skriv en titel eller et emne i søgefeltet, og klik på en af de poster, der vises, og klik derefter på den hvide pil på billedet fra tv-udsendelsen.

    Få hjælp til streaming i mitCFU

    Kontakt os, hvis det driller

    Sørg for at have din computer eller tablet tændt, hvis du ringer til os.


    Hvordan streamer jeg en spillefilm i mitCFU?

    Vi har i februar 2021 fået en ny løsning, en multiDRM løsning, der kan levere til både Microsoft (playready), Apple (fairplay) og Google (widevine). Vi kan streame til alle moderne skole-devices. Du kan møde udfordringer med fx ældre iPads - men generelt vil alle kunne se film på egne devices, og der skal altså ikke længere bruges en app, når man vil streame på iPad/iPhone.

    Få hjælp til streaming i mitCFU

    Kontakt os, hvis det driller

    Sørg for at have din computer eller tablet tændt, hvis du ringer til os.


    Hvorfor får jeg besked om, at jeg ikke har ret til at se en tv-udsendelse eller spillefilm?

    Det kan være, at din institution ikke har de fornødne abonnementer hos CFU og AVU-medier, eller at den udsendelse, du ønsker at se, ikke er omfattet af det AVU-abonnement, som din skole har tegnet.

    Institutionerne har forskellige abonnementer, så hvis du er lærer på mere end et sted, så vær sikker på, at det er den rigtige skole, du er logget på mitCFU fra.

    Læs mere og meld jer til CFU Film og tv-abonnementet (pdf)

    Læs mere om aftaler hos Copydan AVU-medier

    Kontakt os, hvis det driller


    Forsvinder de streamede tv-udsendelser på et tidspunkt fra mitCFU?

    CFU sletter ikke tv-udsendelser, der fortsat kan anvendes i undervisningen. Vi har derfor mange ældre udsendelser i samlingen.


    I har ikke den tv-udsendelse, som jeg har brug for - kan I skaffe den?

    Hvis den tv-udsendelse, som du savner, har været sendt for nylig, kan vi stadig nå at optage den til dig. Ring eller skriv til os. Vi kan optage op til 28 dage bagud fra dags dato.

    Er tv-udsendelsen ældre end de fire uger, kan det dog være en god idé alligevel at ringe eller skrive til os, for måske har vi udsendelsen under en anden titel, end den du søgte på.

    Kontakt os


    Jeg har problemer med at bruge VIA MEDIA - kan I hjælpe?

    VIA CFU har ikke nogen tilknytning til VIA MEDIA. Du kan få hjælp ved at henvende dig til:

    support@via.dk

  • Hvordan melder jeg mig til et kursus?

    Du tilmelder dig online her på hjemmesiden, hvor du også kan læse mere om det enkelte kursus.

    Se alle aktuelle kurser

    Kontakt en kursussekretær


    Tilmeldingsfristen er overskredet - kan jeg komme med på kurset?

    Hvis intet andet er nævnt, er tilmeldingsfristen en måned før første kursusdag, men hvis der er ledige pladser på kurset, vil du i de fleste tilfælde godt kunne komme med, selvom du er sent ude.

    Kontakt en kursussekretær


    Vi vil gerne have et kursus ud på vores egen skole - kan vi det?

    Ja, I kan enten købe et af vores kurser til jeres skole og selv bestemme tid og sted - eller vi kan hjælpe jer med at specialdesigne et forløb til netop jeres behov.

    Læs om rekvirerede kurser


    Får jeg frokost på kurset?

    Alle VIA CFU’s kursusgebyrer er inklusiv forplejning og eventuelle materialer, men eksklusiv moms.


    Hvordan finder jeg materialer fra det kursus, jeg har været på?

    Eventuelle materialer fra instruktøren vil blive sendt til kursusdeltagerne på mail.

  • Hvornår har I åbent?

    Vi har stort set åbent som skolerne, dog også i første og sidste uge af skolernes sommerferie.

    Se CFU's åbningstider og hent ferie-lukkekalender