Brugen af 3D-print i undervisningen sætter fokus på både proces og produkt. Her får eleverne et redskab, der hjælper dem med at forvandle den abstrakte todimensionelle verden, som ofte bruges i forbindelse med læring, til et specifikt tredimensionelt produkt. Det rumlige perspektiv bliver virkeliggjort og konkret.
Med 3D-print i håndværk og design får faget nye udviklingspotentialer, mens der samtidig kan sættes fokus de innovative processer, som faget er særligt forpligtet på.
Teknologien virker motiverende for mange elever, hvilket gør 3D-print til en oplagt indgangsvinkel til arbejdet med designprocesser, æstetik og produktfremstilling.
Når eleverne arbejder med 3D-design, lukkes der desuden op for samarbejde på kryds af fag og kompetencer, og det er i denne sammenhæng oplagt at integrere det lokale erhvervsliv i projekterne.