Dette kursus tager udgangspunkt i min nye stompbog: “På spanden igen – stomp, stemme og bodypercussion for valgfagsholdet”, som er efterfølgeren til min første stompbog “På spanden – stompsammenspil for mellemtrinnet”.
På dette kursus vil jeg først kort introducere mine grundlæggende principper for stompsammenspil og fremstilling af instrumenter, (som uddybes i min første stompbog). Så rykker vi niveauet et hak op og spiller stomp med fills, breaks og remser i forskellige rytmiske stilarter som rock, funk, shuffle, reggae, latin, afro m fl. med fokus på underdelinger og på at få det til at swinge. Vi skal også lave bodypercussion og synge. Bl.a. et par af mine arrangementer af nordiske folkesange.
Vi skal arbejde med rytmetræning (tramp og klap) og forskellige bodypercussion-teknikker. Desuden vil jeg vise, hvordan du kan bruge “På spanden igen” i din undervisning. I bogen beskrives hver rytmisk stilart og der findes oplæg til elevopgaver og progression. På ressource-siden til bogen findes mere end 100 videoinstruktioner til rytmer og arrangementer og til udvalgte stilarter findes også backingtracks, noder og trommevideoer, hvis du vil lave sammenspil med både stomp-instrumenter og “almindelige” instrumenter.
Kurset er primært til dig der underviser de større elever og også gerne selv vil udfordres
CV
Christine Dueholm Jessen (f. 1968) er prisbelønnet trommeslager og stomp/rytmikinstruktør. Christine er uddannet musiker/musiklærer fra Rytmisk Musikkonservatorium i 1999. Hun er vokset op i et familieorkester, har turneret med Jytte Abildstrøm, Sisters og Morild, spiller nu, udover Eventyrorkesteret og Trolderose og Trommelise med Stine Michel, i to egne bands hun har med sin mand Perry Stenbäck, nemlig folk-bandet BRAGR, der netop har afsluttet en skolekoncertturne, og Perry Stenbäck & Dekadans. Desuden medvirkede hun som trommeslager i musicalen “Cabaret” på Århus teater i foråret 2022. Christine har undervist i trommespil i over 25 år, været huskunstner på flere skoler og instruktør på diverse kurser og workshops i stomp, rytmik og trommespil.
Hun har udgivet 3 bøger på Dansk Sang: “På stikkerne - elementært trommespil for musikundervisere” (2013) “På spanden - stompsammenspil for mellemtrinnet” (2019) “På spanden igen - stomp, stemme og bodypercussion for valgfagsholdet” (2022)
Målgruppe
Primært til dig der underviser de større elever som valgfagshold, talenthold, efterskole, højskole, musiklæreruddannelsen, gymnasie m.fl