Morgensang tager måske kun 10 minutter af skoledagen, men den har en stor værdi, og sætter en ramme for hvordan vi er sammen med hinanden på skolen generelt. Bliver vi bedt om at beskrive værdien af morgensang, altså hvorfor vi gør det og hvad det giver os, er det ord som samhørighed, sangglæde, tryghed og stemning, der falder os ind. Og enhver, som har oplevet en morgensang med trygge børn, der synger så taget letter, og med den der helt særlige stemning som kun en sang kan skabe, kender den kæmpe værdi, der ligger gemt i sådan en magisk hverdagsoplevelse.
Det er bare sådan, at værdier som samhørighed, sangglæde og tryghed, de opstår ikke nødvendigvis af sig selv. Vi kan sagtens afvikle en morgensang, på en måde hvor der er styr på alle praktiske funktioner og aftaler, men hvor der ikke nødvendigvis er en god stemning, hvor børn og voksne ikke nødvendigvis er trygge, og hvor vi ikke nødvendigvis oplever alt det vi egentlig ønsker med morgensangen.
Som voksen til en morgensang kan der være usikkerhed omkring hvad ens egen rolle er, måske er der ikke rigtig nogen der synger med, og hvad gør man lige ved det? Er jeg som klasselærer ansvarlig for hvordan min klasse opfører sig? Og hvordan må man egentlig opføre sig til morgensang? Forventes det af mig, at jeg skal få mine elever til at synge, eller sidde på en bestemt måde? Synger jeg egentlig selv med? Som barn er der også en hel masse på spil. Det kan være nyt og overvældende og måske endda sårbart for nogle børn at samles med resten af skolen i en stor flok. Det kan også - for nogen - være utrygt at synge i en ny og uvant ramme.
På dette kursus bliver du klædt på til at arbejde værdibaseret med morgensang i skolen, sammen med dine kollegaer. Uanset om du kommer fra en skole med allerede eksisterende morgensangspraksis, eller om du står foran en opstart. Vi tager udgangspunkt i modellen “Morgensolen” som belyser nogle grundlæggende principper for den måde vi laver morgensang på. Modellen skaber et værdibaseret afsæt for en fælles pædagogisk refleksion over - og udvikling af - vores morgensangskultur og pædagogiske praksis.
Kurset henvender sig til alle voksne på skolen, du behøves altså ikke at være musiklærer for at deltage. Man får materiale med hjem til hele teamet/lærerværelset.
Dagen består af: Fællessang, oplæg, fælles refleksion, refleksion i mindre grupper, opgaver og opsamling.
Man behøver ikke at være musiklærer for at deltage i kurset. Man får materiale med hjem til hele lærerværelset/teamet.
Instruktører på dagen er morgensangskonsulenterne Trine Lund Sørensen og Johanne Elise Schack von Brockdorff. Trine og Johanne arbejder med musikpædagogisk udvikling inden for sammenspil, kor, fællessang og morgensang i skolen. De arrangerer og afvikler kordage for skolebørn, afvikler kurser for fagpersoner med virke inden for det musikpædagogiske praksisfelt og arbejder som morgensangskonsulenter for skoler i hele landet. De udgiver materiale på forlaget Dansk Sang og er bidragsydere til flere sangbøger med sange for børn og voksne. I 2023 stod de bag et musikpædagogisk udviklingsprojekt om morgensang i skolen og har i den forbindelse udviklet den didaktiske morgensangsmodel “morgensolen” og udgivet en pamflet om morgensang i skolen.