Hvordan skal dine elever kunne opnå praktiske færdigheder inden for madlavning og kunne eksperimentere med såvel råvarer, opskrifter og retter, hvis de ikke tør smage på maden, har interesse i maden eller kun vil lave det, de kender i forvejen?
Dette kursus giver dig praktiske redskaber til at hjælpe dine elever til at blive mere madmodige. Vi vil bl.a. arbejde med de dynamikker, der har betydning for og er med til at påvirke elevens syn på mad og tilsmagning, samt undersøge, hvilken rolle fødevarekendskab, forforståelse, æstetik og måltidsfællesskaber spiller i forhold til elevens madmod.
Kurset bygger på kompetencebaseret madkundskabsundervisning, hvor du arbejder aktivt gennem oplæg, aktiviteter og refleksion. Mellem de to kursusgange er der god mulighed for at afprøve nye ideer og erfaringer, som vi forholder os til på 2. kursusdag.
Mål
Du får:
- praktiske eksempler på råvarer, opskrifter og didaktik for at styrke elevernes madmod og give dem nye smagsoplevelser.
- indsigt i forskning om, hvad der påvirker børns mod til at smage nyt samt kræsenhed.
- viden om, hvordan du kan anvende læremidler og didaktiske metoder til at skabe spændende og fagligt indhold, som inviterer dine elever til at være nysgerrige på tilsmagning og nye råvarer.
- konkrete didaktiske metoder til at styrke elevernes nysgerrighed i forhold til smag, tilsmagning, råvarekendskab og -brug.
Du kan få tilskud
Vi vil opfordre dig til, at du tilmelder dig kurset med det samme, selvom du først kan søge tilskud pr. 1. april - der er nemlig et begrænset antal pladser. Tilskuddet dækker op til 80% af udgifterne til kursusgebyr, vikardækning, transport, ophold og materialer. Det resterende beløb skal dækkes af din arbejdsplads.
Du har mulighed for at søge tilskuddet, hvis du er ansat på overenskomst mellem KL og Lærernes Centralorganisation (Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet). Læs mere om, hvordan du søger tilskuddet.