Som underviser oplever du måske usikkerhed omkring, hvordan du bedst integrerer teknologiforståelse i din undervisning. Måske mangler du viden om de digitale teknologier, som eleverne skal mestre og forholde sig til i en stadig mere digitaliseret verden. Samtidig kan det være en udfordring at gøre teknologiforståelse både engagerende og relevant. Og hvad er teknologiforståelse egentlig?
På dette kursus møder du et indhold, der gør dig i stand til at styrke dine elevers teknologiske handleevne og klæde dem på til fremtiden. Du får kendskab til undervisning i computationel tænkning og problemløsning, elevernes digitale myndiggørelse og ansvarlige brug af digitale medier samt skabelse af fysiske og digitale produkter gennem iterative designprocesser. Derudover bliver du introduceret til metoder og strategier, der gør det muligt at undervise i teknologiforståelse på en engagerende og meningsfuld måde.
Kurset tilbyder hands-on-aktiviteter, hvor du eksperimenterer og skaber med teknologi, og samtidig introduceres du til undersøgende og eksperimenterende tilgange, der fremmer kreativitet og engagement i læreprocessen.
Kurset strækker sig over to dage og kombinerer oplæg, workshops og praktiske øvelser. Undervisningen er praksisnær og fokuserer på anvendelse af metoder og værktøjer i din egen undervisning.
Mål/udbytte
På kurset får du et indblik i teknologiforståelsesfagligheden, centrale begreber og tilgange samt bliver inspireret med praksisnære forløb og idéer. Vi arbejder hands-on og praksisnært med emner, metoder og redskaber, der gør det spændende og tilgængeligt. Du vil blandt andet:
- Eksperimentere og skabe med teknologi gennem forskellige kreative iterative processer, der gør teknologiforståelse engagerende for eleverne.
- Udforske programmering ud fra konkrete og legende tilgange, der gør det nemt og motiverende.
- Blive introduceret til generativ kunstig intelligens og få idéer til, hvordan denne kan bruges som en del af undervisningen for at fremme elevernes nysgerrighed og forståelse for fremtidens teknologi.
Kurset kombinerer teori og praksis, så du ikke kun hører om teknologiforståelse, men også prøver det af i konkrete aktiviteter.
Du kan få tilskud
Vi vil opfordre dig til, at du tilmelder dig kurset med det samme, selvom du først kan søge tilskud pr. 1. april - der er nemlig et begrænset antal pladser. Tilskuddet dækker op til 80% af udgifterne til kursusgebyr, vikardækning, transport, ophold og materialer. Det resterende beløb skal dækkes af din arbejdsplads. Du har mulighed for at søge tilskuddet, hvis du er ansat på overenskomst mellem KL og Lærernes Centralorganisation (Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet). Læs mere om,
hvordan du søger tilskuddet.