Er du optaget af at skabe kreativ og engagerende undervisning i matematik? Vil du være med til at undersøge, hvordan vi kan skabe digitalt understøttede fællesskaber i matematik i indskolingen? Så er dette online kursusforløb noget for dig.
Som deltager på kurset bliver du en del af projektets digitale fællesskab, hvor du både vil få inspiration og adgang til online undervisningsmaterialer. Du får mulighed for at netværke og videndele med andre matematiklærere, og som en del af forløbet skal du afsætte tid til at afprøve og eksperimentere med din egen undervisning.
En del af kursusforløbet tager udgangspunkt i undervisningsmaterialet Find Matematik. Med dette forløb iscenesættes en legende, udforskende og fagsproglig tilgang til matematikfaglige ord og begreber. Forløbet tager sit udgangspunkt i hjemmet med ting som - forventeligt - findes i alle husstande. Det matematiske begreb forskel behandles og eksemplificeres med udgangspunkt centralt i elevernes aktuelle hverdag. I lærervejledningen gives eksempler på, hvordan materialet kan anvendes, hvis kun halvdelen af klassen er hjemsendt eller hvis undervisningen foregår på skolen.
I forløbet anvendes Book Creator som en ramme for multimodale produktioner i faget, men ligeledes også i høj grad som ramme for et digitalt udforskende fællesskab. Øvelserne i forløbet lægger op til leg og samskabelse i både synkrone asynkrone digitale fællesskaber.
Kurset er en del af Distance Learning through Play. Et CFU Danmark projekt støttet af LEGO fonden, der har samlet de gode eksempler og materialer skabt under skolenedlukningen i foråret 2020 samt udviklet nye digitale formater, der kan understøtte kreativitet, samarbejde og lærende fællesskaber - nogle af de kvaliteter, som måske har sværere vilkår online og på afstand, men som også kan bruges i den daglige undervisning.
Du kan vælge mellem to kursussessioner i foråret 2021
Alle kursusdage foregår online fra 14.00 - 16.00
Kursus 1
11/3, 18/3, 22/4, 29/4
Kursus 2
26/4, 3/5, 31/5, 7/6
Bemærkninger
OBS!! Kurset er gratis selvom I ved tilmelding bliver bedt om at krydse af hvem der betaler.
Målgruppe
Matematiklærere i indskolingen
Instruktører
CFU konsulenter
I samarbejde med
Produceret af CFU Danmark i samarbejde med LEGO Fonden.