Der er mange veje at gå, når man kaster sig ud i podcast-universet. Her er nogle bud.
A la Third Ear - Den oplagte vej at gå, er at lade sig inspirere af de store, og lave noget i stil med Third Ear. At tage en virkelig historie og lave den med fiktionens virkemidler. Det giver også mulighed for at inddrage interviews og et hav af lydkulisser. Det kan f.eks. være en lokal historie, som foldes ud, eller en artikel fra en avis, som eleverne kan skabe deres fortælling omkring.
En novelle på lyd er også en mulighed. At tage fortællingen fra novellegenren og sætte speak og lydeffekter på. Her er vi lidt mere ovre i en lydbogsgenre, hvilket lægger mere fokus på historien. Det kan sætte gang i fantasien, og med lydbilleder, kan eleverne skabe vilde actionscener (med skud og eksplosioner), snakke med aliens (med filter på lyden), store taler (med ekko) osv. Gysergenren vil også være yderst egnet til dette format.
Boganmeldelse er et oplagt format. Eller en filmanmeldelse for den sags skyld. I den sammenhæng, er det en god idé at høre DR's 2GoBog, hvor unge fortæller om bøger med forskellige temaer. Læs mere her.
En geografisk bestemt fortælling - Forestil dig en historie, som er fastlagt til et bestemt sted. Hvor lytteren skal bevæge sig med historien og via historien blive guidet gennem et område. Her er der flere genre man kan arbejde med. Det kan være den konkrete, hvor eleverne fortæller om hvad der er på stedet. Er det et sted med en historie, kan det være i samarbejde med historiefaget, at man laver en slags historisk guide i nærområdet.
Forestil dig også en fiktiv historie, som er knyttet til det geografiske område den foregår i. Fortælleren tager lytteren med rundt i området imens fortællingen kører. Dermed kan omgivelserne inddrages - man kan f.eks. få lytteren til at kigge i en bestemt retning, skrive en besked på en post-it eller lignende. Et format, som kun kan lade sig gøre med podcast. Det kan f.eks. være at 8. kl. laver geografiske historier til 6. kl.
Fagligt indhold - Indholdet kan også være af mere fagspecifikt indhold. Det kan f.eks. være en personkarakteristik, en miljøbeskrivelse eller lignende. Podcasten kan så være en del af et produkt, hvor man på den måde også har fokus på mundtligheden.