
Mellemtrinnet læser – og skriver 2026
Hvordan styrker vi elevers læseglæde og skrivekompetencer på mellemtrinnet? Det er omdrejningspunktet for konferencen Mellemtrinnet læser – og skriver 2026, som finder sted den 21.-22. oktober på Golf Hotel Viborg.
Konferencen henvender sig til dansklærere, læsevejledere, skolebibliotekarer og andre med interesse for danskfaget og literacy på mellemtrinnet. Over to inspirerende dage får deltagerne mulighed for at fordybe sig i ny viden, aktuelle tendenser og praksisnære tilgange til undervisningen.
Programmet byder på en bred vifte af oplæg og workshops, hvor deltagerne blandt andet kan arbejde med procesdrama i litteraturundervisningen, udforske nye bøger til frilæsning og få konkrete idéer til, hvordan elever kan engageres gennem interaktive fortælleformer som “du er selv helten”-bøger. Der er også fokus på aktuelle dagsordener som læselyst, hvor projektet Læselyst.nu præsenteres, samt brugen af illustrationer og tegneserier som indgang til læsning.
På andendagen sættes der spot på fremtidens danskfag med oplæg om fagfornyelsen, ligesom deltagerne kan dykke ned i emner som skrivning med AI, forfatterens værksted og meningsfulde skrivesituationer i undervisningen. Konferencen afrundes med et energifyldt indslag, hvor sproget bringes i spil gennem rim og rytme.
Du kan finde hele programmet herunder.